Pædagogisk konsulent til Myndighedsafdelingen

Myndighed, Handicap og Socialpsykiatri søger en pædagogisk konsulent på 37 timer pr. uge fra den 1. januar 2026.

I Social og Sundhed i Haderslev Kommune sætter ”Værdifuld Hverdag – hver dag” retningen. Alle mennesker har behov for at bestemme over eget liv og så vidt muligt leve et liv uafhængigt af kommunens hjælp. Vi tager udgangspunkt i det, der lige netop skaber en værdifuld hverdag for det enkelte menneske og hjælper dem, igennem de løsninger, vi har - og er ved at bygge.

Myndighed, Handicap og Socialpsykiatri er Haderslev Kommunes myndighed for ansøgninger indenfor kompenserende indsatser til borgere med handicap, psykiske lidelser eller social udsathed.

Vi samarbejder med borgerne og andre afdelinger om at facilitere velfærd og finde den bedst mulige løsning for den enkelte borger. Vi tror på, at vi er bedst, når vi skaber løsninger sammen. 
Vi søger en pædagogisk konsulent, som kan arbejde selvstændigt, men som samtidigt kan se værdien i at være en holdspiller. 

Hvad er jobindholdet
Vi søger en kollega, som kan understøtte myndighedsarbejdet med et pædagogisk blik samt styrke den dokumentation, der skal ske til myndighed fra leverandørerne på det specialiserede voksenområde.

Du skal blandt andet arbejde med følgende områder:

  • Du er vidensperson og sagsbehandler i forhold til magtanvendelse. Som vidensperson har du ansvar for at holde dig ajour på fagområdet og at formidle ny viden til såvel Myndighed som til leverandører. Du fører relevante statistikker på magtanvendelsesområdet, eksempelvis i forhold til den årlige politiske sagsfremstilling.
  • Du understøtter de socialfaglige rådgivere med sparring, mødedeltagelse og vejledning ift. målgrupper/pædagogiske tiltag/metoder/tilgange.
  • Du afdækker i samarbejde med den socialfaglige rådgiver mulige udenkommunale botilbud ved behov og deltager i matchningsprocessen - både ved fysisk mødedeltagelse og med faglig sparring.
  • Du deltager sammen med borgerens socialfaglige rådgiver i personrettede tilsyn og VISO-forløb.
  • Du samarbejder med leverandører omkring dokumentation og kvalificering af materiale fra leverandører. Dette omhandler blandt andet audits, undervisning og opkvalificering af de interne leverandører. 
  • Du er, i samarbejde med kvalitets- og udviklingskoordinatoren, ansvarlig for interne tilsyn med leverandører efter servicelovens §§ 103 og 104.
  • Du løser ad hoc opgaver i Myndighed og på tværs, hvor det giver mening af bringe de pædagogiske kompetencer i spil.

Det er vigtigt for os, at din motivation for at søge stillingen fremgår tydeligt af din ansøgning.

Vi forventer, at du:

  • er uddannet socialpædagog
  • har en solid erfaring som socialpædagog – både fra en myndighedsafdeling og fra et udfører-område
  • har erfaring med, interesse for og lyst til at arbejde med voksne borgere med handicap, psykiatriske diagnoser, samt borgere med forskellige og komplekse behov.
  • har erfaring med VUM 2.0. Hvis du har kendskab til BIT, er det en fordel.
  • har erfaring med koordinering, kan arbejde tværfagligt og helhedsorienteret i organisationen.
  • kan påtage dig myndighedsrollen og har gode kommunikationsevner.
  • evner at skabe tillid, er rummelig, empatisk og anerkendende.
  • kan arbejde struktureret og systematisk.
  • kan arbejde selvstændigt og prioritere egne arbejdsopgaver.
  • har flair for IT og administrativt sagsarbejde.
  • vil bidrage til vores gode arbejdsmiljø.
  • har kørekort, da der ofte er møder ude af huset.

Vi kan tilbyde dig:

  • En arbejdsplads med dygtige og engagerede medarbejdere, hvor alle er med til at præge udviklingen.
  • Et veltilrettelagt introduktionsprogram for de første 14 dage af din ansættelse hos os.
  • En arbejdsplads med mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse - herunder hjemmearbejde, indflydelse på egne arbejdstider indenfor kommunens åbningstider, samt mulighed for selv at planlægge arbejdsopgaver og møder, herunder afholdelse via Teams.
  • En spændende og omskiftelig hverdag med mange bolde i luften.
  • Et godt arbejdsmiljø med gode kollegaer og et godt kollegialt samvær.
  • En spændende og dynamisk arbejdsplads med fokus på udvikling.
  • Plads til faglig udveksling af holdninger, dilemmaer og etik.
  • Plads til faglig og personlig udvikling.
  • En organisation, der tænker værdibaseret og i helhed med fokus på tværfaglig opgaveløsning.

Hvem er vi
Vi er 25 medarbejdere i Myndighedsafdelingen. 

Vi er et engageret Myndighedsteam med 16 erfarne myndighedssagsbehandlere, en socialpædagog, en kvalitets- og udviklingskoordinator og en teamleder.
Myndighedsteamet arbejder med borgersager på hele det specialiserede socialområde.

Derudover har vi et understøttende team, med seks administrative medarbejdere/sagsbehandlere, som understøtter Myndighed og driften med administrative opgaver.

Vi er en afdeling med tillid til hinanden. I hverdagen kommer det til udtryk ved, at vi i høj grad bruger hinanden til faglig sparring og til faglige drøftelser.

I afdelingen lægger vi vægt på, at vi har en ordentlig tone over for hinanden. Åbenhed, anerkendende tilgang og loyalitet er nøgleordene for os.

Vi vil allerhelst bruge tiden og energien på de gode historier.

Vi har til huse på Haderslev Rådhus, hvor vi sidder tæt ved vores øvrige kolleger i Social og Sundhed.

Praktiske oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår aftales individuelt mellem Haderslev Kommune og din faglige organisation.

Ved ansættelse indhenter vi straffeattest.

Yderligere oplysninger
Få mere at vide om stillingen hos afdelingsleder Ellen Enné på telefon 30 54 00 63. 

Ansøgning
Send din ansøgning, CV og bilag via ansøgningsknappen senest onsdag den 19. november 2025 kl. 11.

Vi afholder samtaler mandag den 24. november 2025.  

Om Haderslev Kommune
Vi er en organisation med ambitioner for både Haderslev Kommune og os selv. Vi arbejder målrettet og nytænkende, skaber resultater sammen og tør sigte højt. Hos os er dialog og fællesskab nøglen til udvikling – på tværs af fag, borgere, erhvervsliv, foreninger og politikere. Derfor er vores ambition, at vi inden 2030 har 250 flere i uddannelse, 500 flere indbyggere og 1.000 flere arbejdspladser. Alt det kan du blive en del af med et job hos os.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Afdeling:
Myndighedsteamet
Jobområde: Socialpædagog
Frist:
Tiltrædelse: 1. januar 2026
Ansættelsesforhold: Fastansættelse
Arbejdstid: 37 timer
Kontaktperson:

Afdelingsleder
Ellen Enné
Telefon 30 54 00 63

Haderslev Kommune
Christian X's Vej 39
6100 Haderslev
CVR-nr. 29 18 97 57